Seks sting og en highfive!

På en ellers stille og rolig eftermiddag står Kangahuns høvding pludselig uden for vores dør. Han ser en anelse oprevet ud, hvilket giver god mening, da han fortæller om formålet ved besøget. En mand er tilsyneladende blevet stukket ned i ”bushen”! Et eller anden form for jalousi opgør, i bedste soap opera stil!

Vi møder manden liggende på jorden med et beskidt og blodigt stykke stof henover ryggen. Tydeligvis i smerte! Da vi fjerner stoffet, ser vi et 10 cm langt snitsår og noget der ligner, en muskel der er blevet skåret over. Omkring 20 personer kigger forventningsfulgt på os, da det pludselig går op for os, at ”lederen” på Health Centeret jo er udenbys hele ugen – Argh! Vi beslutter os for, at rense såret og dække det med en god forbinding (Det ville jo være pænt træls, hvis fluerne omkring såret også begyndte at ligge æg i det).

Grundet sårets dybde og den overrevne muskel henviser vi til, at manden bliver sendt til det nærmeste hospital men henblik på en vurdering og behandling af dette.

På vej tilbage til vores hus, går vi lige et smut forbi Kangahun ”politistation” – en lille lerhytte med træstammer som gitter. Her sidder de to voldsmænd - et ægtepar! Der var tilsyneladende tale om et trekantsdrama! Ægtemanden havde angiveligt forladt hustruen i 2 år, i mellemtiden havde hun så fundet sig en ”boyfriend” hvilket gav problemer, da ægtemanden besluttede sig for at vende tilbage.    

Om aftenen, ca. 6 timer senere, ser vi at der er lys ovre på Health Centeret. Til vores forfærdelse finder vi ud af, at ”boyfrienden” aldrig kom til Moyamba hospital. Vi tilså forbindingen som var godt gennemblødt. Herefter brugte vi et pænt stykke tid sammen med ”bibelen” (bogen - Where there is no doctor) og grublede lidt over fordele og ulemper. Konklusionen blev, at vi nok hellere måtte lappe manden og derved tage vores ”jomfrusting”! I ”Bibelen” stod der nemlig skrevet, at hvis såret skulle syes, så skulle det gøres inden 12 timer.

Udstyret med pandelampe og vores egen lille hjemmebragte sygeplejepose begav vi os på vej til Health Centeret.

Vi endte med at give ham lokalbedøvelse hvorefter vi syede snitsåret med seks sting – tre sting hver, vi skulle jo begge prøve :)

Efter at sygeplejerskerne og præsten var gået og patienten var faldet i søvn, kiggede vi tilfredse på hinanden og afsluttede med en highfive – Det så faktisk temmelig flot ud, hvis vi selv skulle sige det.

Den efterfølgende dag fik vi os endnu en udfordring! En 11-årig dreng kom op på vores veranda sammen med halvdelen af landsbyens kvinder! Ved et uheld, var hans hånd var blevet flænset op på midten, da han skulle fælde et træ. Endnu en mission for sygeplejerskerne Stine og Mai!

For at stoppe den voldsomme blødning havde drengen, på bedste heksedoktor manér proppet såret med blade, mudder og andet godt fra gaden. Dette krævede naturligvis en omhyggelig rensning af såret inden Stine gav lokalbedøvelse og Mai gik i gang med at sy 7 sting. Vi fik dog også, op til flere gange, fortalt både drengen og gruppen af pårørende, at det der heksemedicin ikke ligefrem er den mest hensigtsmæssige måde, at stoppe en blødning på.

Da man tilsyneladende ikke behøver at være læge for at ordinere medicin her i Kangahun, tog vi teten og ordinerede en stivkrampe injektion samt en omgang antibiotika. Vi afsluttede naturligvis med endnu en highfive.

Bedst som vi troede, at vi havde oplevet nok for denne uge og endda joket med hvad dagens case måtte blive, dukker der en ny patient op på vores veranda.

Med vores dagvagt, Laggah, som talerør/oversætter forklarer den mandlige patient Mai, at han har smerter når han ”takes care of himself!”.

Mai skynder sig ind til Stine i køkkenet og udbryder skraldgrinende ”Vi har en ny patient på verandaen– han har ondt i sin penis når han masturberer”. Stine knækker sammen af grin og siger ”Du er fuld af løgn Mai, du tager gas på mig!”. Efter at have overbevist Stine, tager vi os en dyb indånding og ser på hinanden med ”vi-er-ansvarsfulde-og-seriøse-sygeplejersker-der-kan-klare-enhver-situation” blikket.

Med ”bibelen” under armen begynder vi at spørge ind til diverse symptomer. Stine spørger meget relevant ”Is it swollen?”. Da det tilsyneladende ikke lader til, at han forstår spørgsmålet uddyber hun ”Is it BIG?”. Mai sidder lettere anspændt i stolen, i et forsøg på ikke at grine, og lytter til patientens lidt fjantende svar.  

Efter at have sammenstillet de relevante symptomer, når vi frem til, at manden højst sandsynlig har gonoré og opfordrer ham til at kigge forbi Health Centeret den efterfølgende dag.

Så vidt vi er orienteret er alle patienterne i god behold. ”Boyfrienden” havde det endda så godt, at han i morgentimerne stak af fra Health Centeret og dermed også regningen.

Efter sådan en uge blev vi enige med os selv om, at en ferie var velfortjent :)

 

Finurlige facts om Kangahun/Sierra Leone

• De har aldrig hørt om pizza! 
• Kun ca. 5% har hørt om Facebook.
• Meget få ved hvordan man bruger et toilet (som vi kender det) – De foretrækker busken.
• BH – hvad er det?? :)
• I dette land kan man ikke få sig selv til at sige nej – hellere sige ja, altså være ”høflig”, også selvom dette betyder, at man ikke kan holde en aftale.
• Her praktiseres ”black-mans-time”. Dvs. det er helt legalt at komme 1-2 timer for sent til en aftale. 
• Som de naive danskere vi er, har vi flere gange stået med maden klar eller stået alene på en fodboldbane. Undskyldningen lyder ”this is Afrika”. 
• Kondom bruges ikke trods mange kampagner. Så hellere et barn som 15 årig… skulle man tro!.
• Hele familien spiser af én stor tallerken. Alle sanser aktiveres under et måltid, idet der bliver spist med fingrene.
• De er helt overbeviste om, at lykken ligger i at blive gift med en dansk kvinde! - Hvor har de da ret :)
• Der varieres imellem 4 forskellige retter (nærmest kun 2 da kød er for dyrt) 

1. Ris med Casavaleaves (blade fra en rod) 
2. Ris med potatoleaves
3. Jordnøddesuppe med ris (tilsat kød, gerne gedekød med skind og hår)
4. Jellofrice (ris med løg, olie og kødstrimler)   

• De er helt pjattede med ris. Det spises til ethvert måltid og de har svært ved at forstå, at vi ikke spiser det til morgenmad.
• De synes, at pasta ligger tungt i maven sammenlignet med ris!!!
• Mange spiser kun ét måltid om dagen. Det er så til gengæld også kæmpe!
• De er af den opfattelse, at alle hvide mennesker er stenrige.
• I Kangahun har der tidligere boet en hvid kvinde (Anne Marie). De første 5 dage i landsbyen hed vi derfor Anne Marie. 
• Her findes hverken bind eller tamponer. I stedet foldes noget gammelt stof og lægges i trussen. Dette stof skiftes et par gange om dagen og kan med fordel håndvaskes til næste menstruerende kvinde. 
• Det er ikke unormalt at have 10 børn i Kangahun.  
• Her er det ikke unormalt, at man mor som 12-årig. I papirerne skriver de dog 15 år, så der ikke opstår "unødvendige

Vores arbejde på Kangahun Health Center

Tiltrængt rengøring i medicinrummet

Hjemmefra havde vi fået af vide, at vi godt kunne sætte vores ambitioner ned ift. vores arbejde/målsætninger i Sierra Leone, da tempoet og arbejdsmoralen i Afrika er MEGET anderledes end hvad vi er vant til på hhv. Neurokirurgisk intensiv og Karkirurgisk afdeling. Dette tog vi ”med i bagagen”, men vi må da indrømme, at to energiske sygeplejersker som os tænkte ”kan det nu være så slemt” og JA det kan det! Det kan vi nu bekræfte. Nogle dage føler vi, at det går ”noget op af bakke”.

Vi vil simpelthen bare SÅ gerne implementere diverse hygiejniske tiltag såsom håndvask, rengøring af apparaturer efter HVER patient, oprydning og rengøring af hhv. medicinrum, patientstue og konsultationslokaler. Desuden iværksættelse af sikkerhedsmæssige procedurer, herunder at få en kanyleboks i hvert rum og derved sætte en stopper for, at gamle brugte kanyler, venflons, ampuller mv. havner i sengebordsskuffen (ja du læste rigtigt! – i patientens sengebordsskuffe).

Efter snart to måneders arbejde med tålmodighed tilpasning og forståelse, af deres tilgang til patienterne, er vi nu så småt ved at få ovenstående implementeret. Det er altså den helt basale og grundlæggende sygepleje vi har gang i hernede :)

Vi blev noget forfærdede og direkte forargede, da vi overværede de første konsultationer. Kommunikationen består, fra sundhedsarbejderens side, i at ligge henslængt i stolen. Der er ingen form for øjenkontakt og patienterne bliver ikke mødt med et håndtryk men derimod et brummende ”hva nu”. Nærmest uanset hvilke symptomer patienterne har, eller ikke har, bliver der givet antibiotika og smertestillende medicin.

”En mor kom ind med sit barn på 9 mdr. Hun fortæller, at barnet har virket til at have feber (været varm). Sundhedspersonen sagde ikke en lyd, målte ingen temperatur men gik direkte hen til medicinrummet for at hente smertestillende og antibiotika. Vi forsøgte, at få ham til at reflektere lidt over valget af behandling og fik ham til at måle en temperatur. Der var ingen feber eller tegn på smerter, hvorfor vi spurgte ind til valget af medicin. Hertil svarede han ”there has been a history of fever”.

Man må sige, at de går med ”livrem og seler” også selvom om dette kan medføre resistens på længere sigt.

Hernede er der i den grad hierarki, så når lederen har talt, er den beslutning truffet. Dette er ikke et enestående tilfælde, kan vi berette.

Det er desværre mange gange svært at ændre/forbedre noget hernede, dels pga. hierarkiet og dels pga. den helt grundlæggende holdning de har til fx brugen af antibiotika. Derfor er det enormt vigtigt, med en god portion tålmodighed og længerevarende observationer for at finde frem til, hvordan vi (måske med en god portion kvindelist), kan få dem til at ændre syn og holdning på pleje og behandling af patienter. Det er allerbedst, når vi lægger ordene i munden på sundhedspersonerne og derved for dem til ”helt selv” at ”opfinde den dybe tallerken”.    

Vi kæmper dagligt med afrikanernes opfattelse om, at ”naturmedicin” kan kurere alt. Får du et sår i Sierra Leone, er de af den overbevisning at en bunke blade, bark, mudder og en god portion gedelort vil få såret til at hele. Dette fører naturligvis til en del infektiøse sår og unødvendig smerte. Det er en udfordring ikke, at brøle løs om hvor dumt det er at proppe såret med diverse ekskrementer. I stedet forklarer vi, at vi aldrig kunne finde på at gøre det i Danmark pga. bakterier osv. Det er faktisk som om, at det begynder at ”sive ind” hos nogle få personer – der er lang vej endnu, ligesom med alt andet!

En af vores første dage på Kangahun Health Center mødte vi Mr. Jonathan. Han havde været ude for en uheld, hvor hudbarrieren var blevet brudt. Traditionen, den afrikanske vel at mærke, tro var han blevet behandlet af en af ”naturdoktorerne”. Dette medførte, at hans hånd hævede op til trippel størrelse og var fyldt op til bristepunktet med infektion.

Dette gav os muligheden for at observere hvordan ”manden med den røde hat”, Mr. Colley, lavede sårpleje. Colley er egentlig ansat som vicevært og har derfor ikke en sundhedsfaglig uddannelse. Alligevel er det ham der tager sig af sårplejen - sygeplejerskerne synes nemlig, at de der sår er lidt for ulækre!!!

Vi var mildest talt rystede over det syn, vi mødte, da han gik i gang med hånden. Det var her, at det for alvor gik op for os, at ordet hygiejne ikke fremgår af den afrikanske ordbog – det skulle man i hvert fald ikke tro! Pincetter, sakse osv. blev ikke rengjort imellem patienterne og de blev banket ned i skraldespanden for at fjerne servietter mm. Det var et stort ”bakteriegilde”.

Det var meget svært for os, at lade være med at bryde ind. Det var jo vigtigt at observere, med henblik på at identificere, de områder hvor der var behov for supervision.

Vi har brugt mange timer på at undervise, ”manden med den røde hat”, i hygiejne, behandling af sår samt teori heromkring. Heldigvis er han en af de personer, som virkelig har rykket sig under vores ophold hernede og virkelig har taget ved lære. Så NU er det endelig blevet en fordel at få renset sår på Health Centeret!          

Hver arbejdsdag starter med andagt - det er sådan noget, hvor man beder til Gud :) Religion fylder rigtig meget i deres kultur og deres sprog er ”sovset ind” i religiøse ord. Vi synger salmer på stammesproget Mende, læser højt fra Bibelen og skiftes til at bede en bøn, hvilket har været noget af en udfordring for os. Andagten kan sagtens tage 45 min, dette på trods af at der sidder 10 patienter og venter på behandling. Men det er vel også vigtigt, at have Gud med sig!   

Andagten samler sundhedspersonalet og giver os derfor en god mulighed for, at undervise i forlængelse heraf – hvis der vel at mærke ikke er patienter. Undervisningen består af basale emner som: Hygiejne, sårpleje, sikkerhed, diabetes, god kommunikation, førstehjælp mm.

Da vandpumpen som skal forsyne Health Centeret med vand for tiden er ude af drift, betyder det, at der ikke er rindende vand i hanerne og dermed ikke mulighed for håndvask imellem patienter. Derfor har vi benyttet vores turer til Bo til at købe spande, sæbe og kopper, så der nu er mulighed for at vaske hænder i hvert rum. Desuden har vi købt rengøringsartikler. Så nu er det også muligt at gøre rent på Health Centeret!

Som sagt er der meget hierarki. Vi har da også haft nogle ”opgør” med lederen af Health Centeret, fordi vi har stillet os undrende over nogle ting og måske endda udfordret ham på nogle områder. I Sierra Leone bukker man og siger undskyld (også selvom det ikke er berettiget) til højerestående personer. Her er man ikke vant til at blive sagt i mod og så slet ikke af kvinder! Dette var indtil vi kom til Kangahun, for vi finder os ikke i noget og da slet ikke at blive råbt af. Dette har lederen af Health Centeret nu også fundet ud af, selvom det ikke har været uden problemer. Men vi blev enige om, at det er vigtigere, at vi kan se os selv i øjnene, når vi rejser herfra, og så selvom det betyder, at vi må tage imod nogle knubs i stedet for bare at ”lade stå til”. 

Patientskuffe - inden vores undervisning om sikkerhed!

Efter 1 times rengøring!!

Efter 7 timers arbejde...

!, 2, 3 orden!

Afslapning og jungleeventyr på Tiwai island

Indgangen til Tiwai Island

Ja... Det ER en hoppende abe :)

Mary smed spisekortet

Mary - vores madmutti.

Egentlig er det kun os, der har to ”spisekort” hver. Derfor blev vi vældigt overraskede da vores ”madmutti” Mary (som vi har allieret os med for en gang imellem, at få ægte afrikansk mad lavet over bål) havde valgt at smide fisk, mit alles, i vores stew. Pludselig ligger der 2 slimede øje og stirrer direkte op på os fra gryden. Ved nærmere inspektion finder vi desuden finner, rygrad og andet godt fra havet.

Men det smagte nu meget godt – Man skal nok ikke tænke så meget over, hvad man egentlig spiser. Det er nok meget godt, at det ofte er mørkt når man skal til at spise aftensmad :)

Stine smed sit første spisekort

Sælgeren

Så er der serveret

Svedende fisk, fiskeboller med ben og friturestegte bananer med et touch af fisk er blot nogle af de få delikatesser, som afrikanerne går rundt med på hoved i en plastik spand og sælger hele daten igennem. De optimale betingelser er til stedet, dvs. 35 gader, så delikatesserne rigtig kan dele aromaer og gære videre.

2 yndige piger kom gående med en af disse delikatesser på hoved sidste dag – dagens lækkeri lød på hele tørrede, røgede og tilsyneladende også svedende friturestegte fisk. Disse serveret med en ligeså svedende grillet banan. BANG – stine smed spisekortet. De indsunkne øjne og den glinsende skæld fik ikke ligefrem Mai til at bryde ud i dans. Mai kigger Stine i øjnene og fornemmer en beslutsomhed, eller snarere en hævn for hønsefødderne, og herefter forsøges indtagelse af ovenstående. Reglen for spisekortet siger jo, at man skal spise mindst halvdelen, så der er kun et at gøre – Velbekomme.

Normalt er den afrikanske mad lige spicy nok, men det kan have sine fordele i tilfælde af en evt. fæl ”duft” som fx er tilfældet her. Udover at tage den værste smag, så formoder vi, at chilien dræber eventuelle bakterier! Indtil videre er vi i hvert fald ikke blevet ramt af maveonde eller diverse sygdomme – 7, 9, 13.      

Velbekomme :)

Skønne Sierra Leone

Bo Marked

Kangahun

Praktisk og behageligt.

Kangahun Centrum

Delikatesser fra markedet.

Lasana på 101 år følges hjem efter kiks og saft på verandaen

Naboens børn

Kvinde viser stolt hendes køkkenhave!

Lerhytte i Kangahun

Kangahun

En af kangahuns yndlings

Tilføj billedtekst

 

Lasana og Stine ved Health Centeret.

4 meter lang slange, yderst giftig, blev fanget i mangotræet ved siden af  huset vi bor i!
Til højre ses Laggah som er vores dagvagt og altmuligmand.

Et af husdyrene!

En ældre kvinde fra Kangahun

Resultatet af manglende viden vedr. navlestrengen
i forbindelse med en hjemmefødsel.

Den nyindkøbte hængekøje indvies :)

Vores dagvagt, Laggah, og Stine

Der nyes en kop rødvin på Verandaen

Laggah, vores dagvag, og hans familie inviteres på aftensmad.
Vi var sikre på at menuen, pizza, ville være et stort hit hos ungerne!
Vi blev klogere og der blev lavet pasta :)

Livet som Pumoi!

Livet som Pumoi (hvid) kan til tider godt være en anelse anstrengende! Vi er, i den grad, begyndt at drage sympati for Britney Spears, David Beckham, Madonna, Sussi og Leo etc.

Alle, børn som gamle, vi gerne hilse og snakke hver gang de går forbi os blegfede danskere. Børnene råber ”pumoi”, ”hello”, ”Stine - Mai” hver gang vi træder ud på vores overdådige veranda. De samme børn råber gerne 125 gange  og nej… det hjælper bestemt ikke at ignorere dem, det prøvede vi i 2 time forleden dag.

Det er som også meget hyggeligt og spændende med alle de søde og venlige mennesker, men som dansker har man nok bare en gang imellem behov for lidt privatliv (specielt fordi vores veranda ligger lige ud til hovedvejen). Som Stine så fint udtrykte forleden dag ”Nu skal vi bare ind… Jeg trænger til noget danskertid” :) Det sker, at vi nødsager os til, at låse døren, trække gardinerne for og gemme os i sofaen, når vi hører trin på vores veranda.

Vi kan dog også blive overrasket. Forleden dag, bedst som vi troede, at vi var total mættede af al den opmærksomhed fra børnene, dukkede de 3 sødeste afrikanske pigebørn op på vores veranda med deres små fine genbrugsdukker. Dejlig stille og rolig leg imellem 5 piger blev det så til – for det var da ikke til at stå for :)

Hygge på verandaen med barbie og hendes veninder.

Som pumoi i en lille landsby bliver man også ofte inviteret på højtider. Vi har været til en begravelsesceremoni og hvis det ikke have været for en tur til Freetown, så skulle vi have været guestspeakers til kvindernes internationale kampdag. Til skolernes sportsdag d. 23 og 24 marts har vi fået æren af, at uddele certifikater. Vi har desuden fået indført en disciplin, som er slacklinen (en line man sætter op imellem to træer, som er medbragt fra Danmark).

Selvom den hvide hudfarve automatisk gør en attraktiv hernede, kan man til tider føle sig udnyttet. Fx havde vi i begyndelsen ofte besøg af specielt 3 fyre. Kort inden vores weekendtur til Bo, opdager vi, at der er andre intentioner end blot hyggesnak bag deres besøg. De gjorde os opmærksom på, at de både manglede radioer, nye sko og koner – gerne danske :)

Sidste uge blev Mai trukket til side af en frustreret ret ung afrikaner (20 år) . Han indledte samtalen med: ”Mai, something is bordering my heart. It is you – I love you”. Lettere overrasket begynder Mai at forklare, at ordet elske er et meget stort ord i Danmark. Herefter spørger han, om hun ikke vil være hans forlovede. Lettere panisk forklarer Mai, at det er hun ikke synderligt interesseret i.

Efter at vi får forklaret, at vi hverken er interesseret i giftemål eller at købe gaver med hjem til hele byen – og at vi for øvrigt ikke er stenrige, bare fordi vi er hvide, er det som om at interessen for os er dalet en smule. Børnene elsker os dog stadig ubetinget :) 

Kangahun Health Center.

                                                                                                 4. marts 2012

På vejen til Kangahun skulle vi lige et smut forbi Moyamba hospital for at få arbejdstilladelse. Piece of cake havde vi fået af vide hjemmefra – Meeeen de havde vist lige glemt ”that this is Africa” – Her går alt i snegletempo J

Vi har faktisk stadig ikke fået arbejdstilladelse, idet vi først skal godkendes af en distriktmanager hvorefter der skal udformes et brev som vi så senere skal til hovedstaden med, for at få den endelige arbejdstilladelse. Det sidste led venter vi stadig på og det hedder sig egentlig at vi ikke må røre patienterne, men når lederen af Health centeret bliver lidt for doven, er der ikke den ting, vi ikke må gøre! Indtil videre har vi brugt størstedelen af tiden på, at observere, rydde op, skabe orden i fx medicinrummet og undervise i forskellige basale emner som vi ret hurtigt fandt ud af, at de har brug for supervision i!

Status pt er, at vi nu har fået brevet og rejser til Freetown på onsdag og derefter kan vi røre patienterne med god samvittighed. Vi mødte desuden nogle højtstående personer inden for ministeriet forleden dag i forbindelse med deres kontrol af Health centeret i Kangahun. Vi fik en god snak med dem og efter, at de havde set hvordan vi agerede i forbindelse med et biluheld, hvor 4 personer var involverede, sagde de, at vi skulle komme forbi dem hvis vi fik problemer med arbejdstilladelsen. Hvorvidt det var vores sygeplejekompetencer eller vores lyse hudfarve ved vi dog ikke J

Der er ingen grænser for, hvad vi har oplevet og til tider har det været en udfordring at tie stille og undgå at røre patienterne (Når patienternes sikkerhed, ironisk nok, har været i fare!). Der er nok at tage fat i for os. De har mange områder, hvor de har brug for forbedringer/forandringer fx indenfor:

-       Alt indenfor hygiejne området

-       Sårpleje

-       Kommunikation

-       Pædagogik

-       Medicingivning og meget mere. 

Heldigvis har vi også erfaret, at der er nogle områder, hvor de er godt med. Det drejer sig fx om:

-       Malaria udredning og behandling.

-       Konsultationer til gravide kvinder. Dette er en projekt, der er blevet implementeret for et par år siden. Gravide og børn under 5 år får gratis behandling.

-       HIV/AIDS projektet – Her er tilknyttet en HIV/AIDS konsulent som tager ud på skoler og andre offentlige steder for at informere om HIV/AIDS. Hun deler i øvrigt også kondomer ud og fortæller om vigtigheden af disse. Dette er tilsyneladende ”lidt op af bakke”, da vi ser rigtig mange teenagegraviditeter hernede. Sidste dag mødte vi en 15 årig med tvillinger.

-       Fødsler. Her er ingen jordmødre men til gengæld har de nogle hardcore fødselshjælpere som bestemt ikke får medlidenhed af ”lidt” piveri! Fx observerede vi, at den fødende kvinde i torsdags fik et dask i hovedet da hun tog sig til maven eller forsøgte at ligge mere komfortabelt…. JA vi sagde ”den fødende kvinde”!! Vi har nemlig deltaget i ”vores” første afrikanske fødsel. Her er der ikke noget der hedder smertestillende og fødselshjælperne grinte nærmest af os, da vi lagde en kold klud på pigens pande og lænd. Vi siger pige, da hun kun er 15 år! Det blev i øvrigt en sund og rask dreng.

Nyt liv kommer til og andet forgår… Sådan er realiteten også her, måske lidt for ofte endda. I den tid vi har været her, har der været 3 dødsfald. Et 9 mdr. gammel barn som var blevet holdt for næsen og presset til at spise af forældrene. En midaldrende mand af ukendte årsager og to gravide kvinder grundet svangerskabsforgiftning og komplikationer hertil (Det dør man af hernede).

Vi har det rigtig godt her i Kangahun og vi arbejder sammen med nogle rigtig søde mennesker. Hver dag er en udfordring - både i forhold til arbejdsmoral, kulturelle forskelle samt klimaet. Meget af vores energi bliver brugt på at forsøge at tilpasse os kulturen - hvad der er etikette og hvad der forventes af os.    

                                                                                                                         9. marts 2012

Så er arbejdstilladelsen endelig i hus :) Det tog præcis 5 uger, hvilket nærmest er hurtigt i Sierra Leone. I Freetown besøgte vi ”The Minister of Health and Sanitation”, hvor vi, som tidligere nævnt, har fået nogle indflydelsesrige bekendtskaber. Disse personer hjalp med at fremskynde processen, så vi ”allerede” har fået arbejdstilladelsen på skrift 2 dage efter vores tur til Freetown.    

"Sengeafdelingen" på Kangahun Health Center

Lasana - 101 år.
Gør opmærksom på diverse begivenheder
 på Health centeret.

Kangahun - Idyl, idyl og atter idyl.

Kangahun

Når du har kørt i adskillige timer ud af en meget hullet grusvej, mødt en del geder på vejen og set folk bade i de små vandhuller, så er du næsten kommet til Kangahun. Før det skal du nemlig lige passede en del negerkvinder, der står med deres bare lange bryster og forbereder dagens aftensmad. Ej at forglemmer de ualmindelig store og behårede edderkopper der til tider hopper og hvis øjne lyser op når tages billede – Så er du ved at være i Kangahun.

Kangahun - den hyggeligste lille landsby der huser omkring 800 mennesker, en kirke, en moske, en skole, diverse frugttræer heriblandt mango, papaya, ananas, kokosnødder, grape, appelsiner og lime og sidst men ikke mindst et lille Health Center hvor vi har vores daglige gang.

Vi bor på samme kompound som Health Centeret, og er så privilegerede, at vi har et solcelleanlæg hvilket betyder, at vi har strøm (når den altså virker). Dette er en sjældenhed i Sierra Leone og specielt Kangahun. Så forestil jer lige hvor mange elektroniske apparater vi får lov til at oplade for diverse mennesker – Man får hurtigt venner her J

Vi bor i et 5 værelses hus på omkring 200 kvm, med 2 køkkener og en kæmpe veranda – HELT SELV, hvis man ser bort fra kæmpe edderkopper, kakerlakker og vores lilles, meget underernærede og sårbefængte hund, Lion. Lion er ikke så køn, men af en eller anden underlig årsag, kan den kun lide hvide mennesker og bjæffer hver gang en afrikaner nærmer sig vores hus. Derudover følger den os lige i røven, hvorend vi går. Mai har nok hele tiden været lidt glad for Lion, klappet den osv. Stine, derimod, har brugt utrolig lang tid på at sige ”føj hvor er du ulækker”, ”du har sikkert masser af lopper, ringorm osv” Meeen efter at Stine har set fordelen ved en vagthund, er de nu kommet på ”klappe-niveau”. På en god dag kan hun endda finde på at sige ”ej - du er nu alligevel lidt sød, selvom du er lidt klam”.  

De ”rige” har mange glæder! Heriblandt vores dagvagt, Laggah, som også fungerer som vores all around handyman/kæmpe-edderkoppe-hunter. Han sørger også for at der bliver vasket op, vasket tøj og at vi får frisk vand fra brønden. Derudover kommer han dagligt med eksotiske frugter og diverse rodfrugter fra hhv. kompounden, familie og venner som gerne vil give en gave til ”de fremmede”.

Laggah er omkring de 30 år, lille tæt og robust og så har han 3 børn med 2 forskellige koner, har vi hørt af omveje (ja vi er vel kommet til et lille lokalsamfund hvor alle kender alle). Laggah selv udtaler: ”I only have one wife, the other one was not planned, it was an accident”. Tsk, tsk, tsk….

Befolkningen er virkelig gæstfrie og utrolig venlige. Det er svært bare at gå en hurtig tur i byen, da samtlige gerne vil hilse, smalltalke og lære os Mende (Et ud af de 17 nationalsprog i Sierra Leone). Det kan godt være lidt anstrengende at lære mende, når forskellige familier har forskellige dialekter og de alle mener, at vi skal udtale det på deres måde J

Privatliv – hvad er det nu, det er?? Her har vi en lille udfordring. Kompounden ligger nemlig lige ud til vejen og ALLE indbyggere i Kangahun skal gerne besøge os mindst en gang dagligt J Vi har forsøgt at låse døren, trække gardinerne for og gemme os bag sofaen når vi kan se, at folk er på vej hjem til os. Simpelthen for at få bare 5 min for os selv… Dette er blot en af de kulturelle forskelle.

Børnene er virkelig som taget ud af et dokumentarprogram om Afrika. De kommer stormende hen til én i deres gennemhullede, slidte og møgbeskidte genbrugstøj (vi har set alt, lige fra fastelavnskostumer, danske reklame t-shirts til julemandskostumer) og vil holde i hånd, alt imens de smiler over hele femøren. Man kan ikke andet end at elske dem, også selvom ens tøj er fyldt med små fedtede håndaftryk efterfølgende.

Vi føler os som taget ud af ”Det lille hus på prærien” i det der hverken er Internet, pålidelig strøm, rindende vand i vandhanen (med det faktum at vi tager bad med en kop) og kun ét sted i byen er der nok signal til, at man kan ringe med mobiltelefonen. Dette ”hellige” sted er ude midt i et kryds, og forbindelsen bliver ofte afbrudt pga. en forbipasserende ged eller en lastbil der kommer susende forbi.

Alt i alt har vi det rigtig godt her Kangahun. Vi kan dog godt få lidt dårlig samvittighed, når vi for tredje gang på en dag sætter os ud på verandaen og spiser, når vi ved, at nogle af indbyggerne her kun får mad en gang dagligt.

Verandaen :)

The junction - Det eneste sted i Kangahun hvor der er mobilnet til at ringe

Et af husdyrene

Stuen