Afslapning og jungleeventyr på Tiwai island

Indgangen til Tiwai Island

Ja... Det ER en hoppende abe :)

Mary smed spisekortet

Mary - vores madmutti.

Egentlig er det kun os, der har to ”spisekort” hver. Derfor blev vi vældigt overraskede da vores ”madmutti” Mary (som vi har allieret os med for en gang imellem, at få ægte afrikansk mad lavet over bål) havde valgt at smide fisk, mit alles, i vores stew. Pludselig ligger der 2 slimede øje og stirrer direkte op på os fra gryden. Ved nærmere inspektion finder vi desuden finner, rygrad og andet godt fra havet.

Men det smagte nu meget godt – Man skal nok ikke tænke så meget over, hvad man egentlig spiser. Det er nok meget godt, at det ofte er mørkt når man skal til at spise aftensmad :)

Stine smed sit første spisekort

Sælgeren

Så er der serveret

Svedende fisk, fiskeboller med ben og friturestegte bananer med et touch af fisk er blot nogle af de få delikatesser, som afrikanerne går rundt med på hoved i en plastik spand og sælger hele daten igennem. De optimale betingelser er til stedet, dvs. 35 gader, så delikatesserne rigtig kan dele aromaer og gære videre.

2 yndige piger kom gående med en af disse delikatesser på hoved sidste dag – dagens lækkeri lød på hele tørrede, røgede og tilsyneladende også svedende friturestegte fisk. Disse serveret med en ligeså svedende grillet banan. BANG – stine smed spisekortet. De indsunkne øjne og den glinsende skæld fik ikke ligefrem Mai til at bryde ud i dans. Mai kigger Stine i øjnene og fornemmer en beslutsomhed, eller snarere en hævn for hønsefødderne, og herefter forsøges indtagelse af ovenstående. Reglen for spisekortet siger jo, at man skal spise mindst halvdelen, så der er kun et at gøre – Velbekomme.

Normalt er den afrikanske mad lige spicy nok, men det kan have sine fordele i tilfælde af en evt. fæl ”duft” som fx er tilfældet her. Udover at tage den værste smag, så formoder vi, at chilien dræber eventuelle bakterier! Indtil videre er vi i hvert fald ikke blevet ramt af maveonde eller diverse sygdomme – 7, 9, 13.      

Velbekomme :)

Skønne Sierra Leone

Bo Marked

Kangahun

Praktisk og behageligt.

Kangahun Centrum

Delikatesser fra markedet.

Lasana på 101 år følges hjem efter kiks og saft på verandaen

Naboens børn

Kvinde viser stolt hendes køkkenhave!

Lerhytte i Kangahun

Kangahun

En af kangahuns yndlings

Tilføj billedtekst

 

Lasana og Stine ved Health Centeret.

4 meter lang slange, yderst giftig, blev fanget i mangotræet ved siden af  huset vi bor i!
Til højre ses Laggah som er vores dagvagt og altmuligmand.

Et af husdyrene!

En ældre kvinde fra Kangahun

Resultatet af manglende viden vedr. navlestrengen
i forbindelse med en hjemmefødsel.

Den nyindkøbte hængekøje indvies :)

Vores dagvagt, Laggah, og Stine

Der nyes en kop rødvin på Verandaen

Laggah, vores dagvag, og hans familie inviteres på aftensmad.
Vi var sikre på at menuen, pizza, ville være et stort hit hos ungerne!
Vi blev klogere og der blev lavet pasta :)

Livet som Pumoi!

Livet som Pumoi (hvid) kan til tider godt være en anelse anstrengende! Vi er, i den grad, begyndt at drage sympati for Britney Spears, David Beckham, Madonna, Sussi og Leo etc.

Alle, børn som gamle, vi gerne hilse og snakke hver gang de går forbi os blegfede danskere. Børnene råber ”pumoi”, ”hello”, ”Stine - Mai” hver gang vi træder ud på vores overdådige veranda. De samme børn råber gerne 125 gange  og nej… det hjælper bestemt ikke at ignorere dem, det prøvede vi i 2 time forleden dag.

Det er som også meget hyggeligt og spændende med alle de søde og venlige mennesker, men som dansker har man nok bare en gang imellem behov for lidt privatliv (specielt fordi vores veranda ligger lige ud til hovedvejen). Som Stine så fint udtrykte forleden dag ”Nu skal vi bare ind… Jeg trænger til noget danskertid” :) Det sker, at vi nødsager os til, at låse døren, trække gardinerne for og gemme os i sofaen, når vi hører trin på vores veranda.

Vi kan dog også blive overrasket. Forleden dag, bedst som vi troede, at vi var total mættede af al den opmærksomhed fra børnene, dukkede de 3 sødeste afrikanske pigebørn op på vores veranda med deres små fine genbrugsdukker. Dejlig stille og rolig leg imellem 5 piger blev det så til – for det var da ikke til at stå for :)

Hygge på verandaen med barbie og hendes veninder.

Som pumoi i en lille landsby bliver man også ofte inviteret på højtider. Vi har været til en begravelsesceremoni og hvis det ikke have været for en tur til Freetown, så skulle vi have været guestspeakers til kvindernes internationale kampdag. Til skolernes sportsdag d. 23 og 24 marts har vi fået æren af, at uddele certifikater. Vi har desuden fået indført en disciplin, som er slacklinen (en line man sætter op imellem to træer, som er medbragt fra Danmark).

Selvom den hvide hudfarve automatisk gør en attraktiv hernede, kan man til tider føle sig udnyttet. Fx havde vi i begyndelsen ofte besøg af specielt 3 fyre. Kort inden vores weekendtur til Bo, opdager vi, at der er andre intentioner end blot hyggesnak bag deres besøg. De gjorde os opmærksom på, at de både manglede radioer, nye sko og koner – gerne danske :)

Sidste uge blev Mai trukket til side af en frustreret ret ung afrikaner (20 år) . Han indledte samtalen med: ”Mai, something is bordering my heart. It is you – I love you”. Lettere overrasket begynder Mai at forklare, at ordet elske er et meget stort ord i Danmark. Herefter spørger han, om hun ikke vil være hans forlovede. Lettere panisk forklarer Mai, at det er hun ikke synderligt interesseret i.

Efter at vi får forklaret, at vi hverken er interesseret i giftemål eller at købe gaver med hjem til hele byen – og at vi for øvrigt ikke er stenrige, bare fordi vi er hvide, er det som om at interessen for os er dalet en smule. Børnene elsker os dog stadig ubetinget :) 

Kangahun Health Center.

                                                                                                 4. marts 2012

På vejen til Kangahun skulle vi lige et smut forbi Moyamba hospital for at få arbejdstilladelse. Piece of cake havde vi fået af vide hjemmefra – Meeeen de havde vist lige glemt ”that this is Africa” – Her går alt i snegletempo J

Vi har faktisk stadig ikke fået arbejdstilladelse, idet vi først skal godkendes af en distriktmanager hvorefter der skal udformes et brev som vi så senere skal til hovedstaden med, for at få den endelige arbejdstilladelse. Det sidste led venter vi stadig på og det hedder sig egentlig at vi ikke må røre patienterne, men når lederen af Health centeret bliver lidt for doven, er der ikke den ting, vi ikke må gøre! Indtil videre har vi brugt størstedelen af tiden på, at observere, rydde op, skabe orden i fx medicinrummet og undervise i forskellige basale emner som vi ret hurtigt fandt ud af, at de har brug for supervision i!

Status pt er, at vi nu har fået brevet og rejser til Freetown på onsdag og derefter kan vi røre patienterne med god samvittighed. Vi mødte desuden nogle højtstående personer inden for ministeriet forleden dag i forbindelse med deres kontrol af Health centeret i Kangahun. Vi fik en god snak med dem og efter, at de havde set hvordan vi agerede i forbindelse med et biluheld, hvor 4 personer var involverede, sagde de, at vi skulle komme forbi dem hvis vi fik problemer med arbejdstilladelsen. Hvorvidt det var vores sygeplejekompetencer eller vores lyse hudfarve ved vi dog ikke J

Der er ingen grænser for, hvad vi har oplevet og til tider har det været en udfordring at tie stille og undgå at røre patienterne (Når patienternes sikkerhed, ironisk nok, har været i fare!). Der er nok at tage fat i for os. De har mange områder, hvor de har brug for forbedringer/forandringer fx indenfor:

-       Alt indenfor hygiejne området

-       Sårpleje

-       Kommunikation

-       Pædagogik

-       Medicingivning og meget mere. 

Heldigvis har vi også erfaret, at der er nogle områder, hvor de er godt med. Det drejer sig fx om:

-       Malaria udredning og behandling.

-       Konsultationer til gravide kvinder. Dette er en projekt, der er blevet implementeret for et par år siden. Gravide og børn under 5 år får gratis behandling.

-       HIV/AIDS projektet – Her er tilknyttet en HIV/AIDS konsulent som tager ud på skoler og andre offentlige steder for at informere om HIV/AIDS. Hun deler i øvrigt også kondomer ud og fortæller om vigtigheden af disse. Dette er tilsyneladende ”lidt op af bakke”, da vi ser rigtig mange teenagegraviditeter hernede. Sidste dag mødte vi en 15 årig med tvillinger.

-       Fødsler. Her er ingen jordmødre men til gengæld har de nogle hardcore fødselshjælpere som bestemt ikke får medlidenhed af ”lidt” piveri! Fx observerede vi, at den fødende kvinde i torsdags fik et dask i hovedet da hun tog sig til maven eller forsøgte at ligge mere komfortabelt…. JA vi sagde ”den fødende kvinde”!! Vi har nemlig deltaget i ”vores” første afrikanske fødsel. Her er der ikke noget der hedder smertestillende og fødselshjælperne grinte nærmest af os, da vi lagde en kold klud på pigens pande og lænd. Vi siger pige, da hun kun er 15 år! Det blev i øvrigt en sund og rask dreng.

Nyt liv kommer til og andet forgår… Sådan er realiteten også her, måske lidt for ofte endda. I den tid vi har været her, har der været 3 dødsfald. Et 9 mdr. gammel barn som var blevet holdt for næsen og presset til at spise af forældrene. En midaldrende mand af ukendte årsager og to gravide kvinder grundet svangerskabsforgiftning og komplikationer hertil (Det dør man af hernede).

Vi har det rigtig godt her i Kangahun og vi arbejder sammen med nogle rigtig søde mennesker. Hver dag er en udfordring - både i forhold til arbejdsmoral, kulturelle forskelle samt klimaet. Meget af vores energi bliver brugt på at forsøge at tilpasse os kulturen - hvad der er etikette og hvad der forventes af os.    

                                                                                                                         9. marts 2012

Så er arbejdstilladelsen endelig i hus :) Det tog præcis 5 uger, hvilket nærmest er hurtigt i Sierra Leone. I Freetown besøgte vi ”The Minister of Health and Sanitation”, hvor vi, som tidligere nævnt, har fået nogle indflydelsesrige bekendtskaber. Disse personer hjalp med at fremskynde processen, så vi ”allerede” har fået arbejdstilladelsen på skrift 2 dage efter vores tur til Freetown.    

"Sengeafdelingen" på Kangahun Health Center

Lasana - 101 år.
Gør opmærksom på diverse begivenheder
 på Health centeret.