Seks sting og en highfive!

På en ellers stille og rolig eftermiddag står Kangahuns høvding pludselig uden for vores dør. Han ser en anelse oprevet ud, hvilket giver god mening, da han fortæller om formålet ved besøget. En mand er tilsyneladende blevet stukket ned i ”bushen”! Et eller anden form for jalousi opgør, i bedste soap opera stil!

Vi møder manden liggende på jorden med et beskidt og blodigt stykke stof henover ryggen. Tydeligvis i smerte! Da vi fjerner stoffet, ser vi et 10 cm langt snitsår og noget der ligner, en muskel der er blevet skåret over. Omkring 20 personer kigger forventningsfulgt på os, da det pludselig går op for os, at ”lederen” på Health Centeret jo er udenbys hele ugen – Argh! Vi beslutter os for, at rense såret og dække det med en god forbinding (Det ville jo være pænt træls, hvis fluerne omkring såret også begyndte at ligge æg i det).

Grundet sårets dybde og den overrevne muskel henviser vi til, at manden bliver sendt til det nærmeste hospital men henblik på en vurdering og behandling af dette.

På vej tilbage til vores hus, går vi lige et smut forbi Kangahun ”politistation” – en lille lerhytte med træstammer som gitter. Her sidder de to voldsmænd - et ægtepar! Der var tilsyneladende tale om et trekantsdrama! Ægtemanden havde angiveligt forladt hustruen i 2 år, i mellemtiden havde hun så fundet sig en ”boyfriend” hvilket gav problemer, da ægtemanden besluttede sig for at vende tilbage.    

Om aftenen, ca. 6 timer senere, ser vi at der er lys ovre på Health Centeret. Til vores forfærdelse finder vi ud af, at ”boyfrienden” aldrig kom til Moyamba hospital. Vi tilså forbindingen som var godt gennemblødt. Herefter brugte vi et pænt stykke tid sammen med ”bibelen” (bogen - Where there is no doctor) og grublede lidt over fordele og ulemper. Konklusionen blev, at vi nok hellere måtte lappe manden og derved tage vores ”jomfrusting”! I ”Bibelen” stod der nemlig skrevet, at hvis såret skulle syes, så skulle det gøres inden 12 timer.

Udstyret med pandelampe og vores egen lille hjemmebragte sygeplejepose begav vi os på vej til Health Centeret.

Vi endte med at give ham lokalbedøvelse hvorefter vi syede snitsåret med seks sting – tre sting hver, vi skulle jo begge prøve :)

Efter at sygeplejerskerne og præsten var gået og patienten var faldet i søvn, kiggede vi tilfredse på hinanden og afsluttede med en highfive – Det så faktisk temmelig flot ud, hvis vi selv skulle sige det.

Den efterfølgende dag fik vi os endnu en udfordring! En 11-årig dreng kom op på vores veranda sammen med halvdelen af landsbyens kvinder! Ved et uheld, var hans hånd var blevet flænset op på midten, da han skulle fælde et træ. Endnu en mission for sygeplejerskerne Stine og Mai!

For at stoppe den voldsomme blødning havde drengen, på bedste heksedoktor manér proppet såret med blade, mudder og andet godt fra gaden. Dette krævede naturligvis en omhyggelig rensning af såret inden Stine gav lokalbedøvelse og Mai gik i gang med at sy 7 sting. Vi fik dog også, op til flere gange, fortalt både drengen og gruppen af pårørende, at det der heksemedicin ikke ligefrem er den mest hensigtsmæssige måde, at stoppe en blødning på.

Da man tilsyneladende ikke behøver at være læge for at ordinere medicin her i Kangahun, tog vi teten og ordinerede en stivkrampe injektion samt en omgang antibiotika. Vi afsluttede naturligvis med endnu en highfive.

Bedst som vi troede, at vi havde oplevet nok for denne uge og endda joket med hvad dagens case måtte blive, dukker der en ny patient op på vores veranda.

Med vores dagvagt, Laggah, som talerør/oversætter forklarer den mandlige patient Mai, at han har smerter når han ”takes care of himself!”.

Mai skynder sig ind til Stine i køkkenet og udbryder skraldgrinende ”Vi har en ny patient på verandaen– han har ondt i sin penis når han masturberer”. Stine knækker sammen af grin og siger ”Du er fuld af løgn Mai, du tager gas på mig!”. Efter at have overbevist Stine, tager vi os en dyb indånding og ser på hinanden med ”vi-er-ansvarsfulde-og-seriøse-sygeplejersker-der-kan-klare-enhver-situation” blikket.

Med ”bibelen” under armen begynder vi at spørge ind til diverse symptomer. Stine spørger meget relevant ”Is it swollen?”. Da det tilsyneladende ikke lader til, at han forstår spørgsmålet uddyber hun ”Is it BIG?”. Mai sidder lettere anspændt i stolen, i et forsøg på ikke at grine, og lytter til patientens lidt fjantende svar.  

Efter at have sammenstillet de relevante symptomer, når vi frem til, at manden højst sandsynlig har gonoré og opfordrer ham til at kigge forbi Health Centeret den efterfølgende dag.

Så vidt vi er orienteret er alle patienterne i god behold. ”Boyfrienden” havde det endda så godt, at han i morgentimerne stak af fra Health Centeret og dermed også regningen.

Efter sådan en uge blev vi enige med os selv om, at en ferie var velfortjent :)

 

Finurlige facts om Kangahun/Sierra Leone

• De har aldrig hørt om pizza! 
• Kun ca. 5% har hørt om Facebook.
• Meget få ved hvordan man bruger et toilet (som vi kender det) – De foretrækker busken.
• BH – hvad er det?? :)
• I dette land kan man ikke få sig selv til at sige nej – hellere sige ja, altså være ”høflig”, også selvom dette betyder, at man ikke kan holde en aftale.
• Her praktiseres ”black-mans-time”. Dvs. det er helt legalt at komme 1-2 timer for sent til en aftale. 
• Som de naive danskere vi er, har vi flere gange stået med maden klar eller stået alene på en fodboldbane. Undskyldningen lyder ”this is Afrika”. 
• Kondom bruges ikke trods mange kampagner. Så hellere et barn som 15 årig… skulle man tro!.
• Hele familien spiser af én stor tallerken. Alle sanser aktiveres under et måltid, idet der bliver spist med fingrene.
• De er helt overbeviste om, at lykken ligger i at blive gift med en dansk kvinde! - Hvor har de da ret :)
• Der varieres imellem 4 forskellige retter (nærmest kun 2 da kød er for dyrt) 

1. Ris med Casavaleaves (blade fra en rod) 
2. Ris med potatoleaves
3. Jordnøddesuppe med ris (tilsat kød, gerne gedekød med skind og hår)
4. Jellofrice (ris med løg, olie og kødstrimler)   

• De er helt pjattede med ris. Det spises til ethvert måltid og de har svært ved at forstå, at vi ikke spiser det til morgenmad.
• De synes, at pasta ligger tungt i maven sammenlignet med ris!!!
• Mange spiser kun ét måltid om dagen. Det er så til gengæld også kæmpe!
• De er af den opfattelse, at alle hvide mennesker er stenrige.
• I Kangahun har der tidligere boet en hvid kvinde (Anne Marie). De første 5 dage i landsbyen hed vi derfor Anne Marie. 
• Her findes hverken bind eller tamponer. I stedet foldes noget gammelt stof og lægges i trussen. Dette stof skiftes et par gange om dagen og kan med fordel håndvaskes til næste menstruerende kvinde. 
• Det er ikke unormalt at have 10 børn i Kangahun.  
• Her er det ikke unormalt, at man mor som 12-årig. I papirerne skriver de dog 15 år, så der ikke opstår "unødvendige

Vores arbejde på Kangahun Health Center

Tiltrængt rengøring i medicinrummet

Hjemmefra havde vi fået af vide, at vi godt kunne sætte vores ambitioner ned ift. vores arbejde/målsætninger i Sierra Leone, da tempoet og arbejdsmoralen i Afrika er MEGET anderledes end hvad vi er vant til på hhv. Neurokirurgisk intensiv og Karkirurgisk afdeling. Dette tog vi ”med i bagagen”, men vi må da indrømme, at to energiske sygeplejersker som os tænkte ”kan det nu være så slemt” og JA det kan det! Det kan vi nu bekræfte. Nogle dage føler vi, at det går ”noget op af bakke”.

Vi vil simpelthen bare SÅ gerne implementere diverse hygiejniske tiltag såsom håndvask, rengøring af apparaturer efter HVER patient, oprydning og rengøring af hhv. medicinrum, patientstue og konsultationslokaler. Desuden iværksættelse af sikkerhedsmæssige procedurer, herunder at få en kanyleboks i hvert rum og derved sætte en stopper for, at gamle brugte kanyler, venflons, ampuller mv. havner i sengebordsskuffen (ja du læste rigtigt! – i patientens sengebordsskuffe).

Efter snart to måneders arbejde med tålmodighed tilpasning og forståelse, af deres tilgang til patienterne, er vi nu så småt ved at få ovenstående implementeret. Det er altså den helt basale og grundlæggende sygepleje vi har gang i hernede :)

Vi blev noget forfærdede og direkte forargede, da vi overværede de første konsultationer. Kommunikationen består, fra sundhedsarbejderens side, i at ligge henslængt i stolen. Der er ingen form for øjenkontakt og patienterne bliver ikke mødt med et håndtryk men derimod et brummende ”hva nu”. Nærmest uanset hvilke symptomer patienterne har, eller ikke har, bliver der givet antibiotika og smertestillende medicin.

”En mor kom ind med sit barn på 9 mdr. Hun fortæller, at barnet har virket til at have feber (været varm). Sundhedspersonen sagde ikke en lyd, målte ingen temperatur men gik direkte hen til medicinrummet for at hente smertestillende og antibiotika. Vi forsøgte, at få ham til at reflektere lidt over valget af behandling og fik ham til at måle en temperatur. Der var ingen feber eller tegn på smerter, hvorfor vi spurgte ind til valget af medicin. Hertil svarede han ”there has been a history of fever”.

Man må sige, at de går med ”livrem og seler” også selvom om dette kan medføre resistens på længere sigt.

Hernede er der i den grad hierarki, så når lederen har talt, er den beslutning truffet. Dette er ikke et enestående tilfælde, kan vi berette.

Det er desværre mange gange svært at ændre/forbedre noget hernede, dels pga. hierarkiet og dels pga. den helt grundlæggende holdning de har til fx brugen af antibiotika. Derfor er det enormt vigtigt, med en god portion tålmodighed og længerevarende observationer for at finde frem til, hvordan vi (måske med en god portion kvindelist), kan få dem til at ændre syn og holdning på pleje og behandling af patienter. Det er allerbedst, når vi lægger ordene i munden på sundhedspersonerne og derved for dem til ”helt selv” at ”opfinde den dybe tallerken”.    

Vi kæmper dagligt med afrikanernes opfattelse om, at ”naturmedicin” kan kurere alt. Får du et sår i Sierra Leone, er de af den overbevisning at en bunke blade, bark, mudder og en god portion gedelort vil få såret til at hele. Dette fører naturligvis til en del infektiøse sår og unødvendig smerte. Det er en udfordring ikke, at brøle løs om hvor dumt det er at proppe såret med diverse ekskrementer. I stedet forklarer vi, at vi aldrig kunne finde på at gøre det i Danmark pga. bakterier osv. Det er faktisk som om, at det begynder at ”sive ind” hos nogle få personer – der er lang vej endnu, ligesom med alt andet!

En af vores første dage på Kangahun Health Center mødte vi Mr. Jonathan. Han havde været ude for en uheld, hvor hudbarrieren var blevet brudt. Traditionen, den afrikanske vel at mærke, tro var han blevet behandlet af en af ”naturdoktorerne”. Dette medførte, at hans hånd hævede op til trippel størrelse og var fyldt op til bristepunktet med infektion.

Dette gav os muligheden for at observere hvordan ”manden med den røde hat”, Mr. Colley, lavede sårpleje. Colley er egentlig ansat som vicevært og har derfor ikke en sundhedsfaglig uddannelse. Alligevel er det ham der tager sig af sårplejen - sygeplejerskerne synes nemlig, at de der sår er lidt for ulækre!!!

Vi var mildest talt rystede over det syn, vi mødte, da han gik i gang med hånden. Det var her, at det for alvor gik op for os, at ordet hygiejne ikke fremgår af den afrikanske ordbog – det skulle man i hvert fald ikke tro! Pincetter, sakse osv. blev ikke rengjort imellem patienterne og de blev banket ned i skraldespanden for at fjerne servietter mm. Det var et stort ”bakteriegilde”.

Det var meget svært for os, at lade være med at bryde ind. Det var jo vigtigt at observere, med henblik på at identificere, de områder hvor der var behov for supervision.

Vi har brugt mange timer på at undervise, ”manden med den røde hat”, i hygiejne, behandling af sår samt teori heromkring. Heldigvis er han en af de personer, som virkelig har rykket sig under vores ophold hernede og virkelig har taget ved lære. Så NU er det endelig blevet en fordel at få renset sår på Health Centeret!          

Hver arbejdsdag starter med andagt - det er sådan noget, hvor man beder til Gud :) Religion fylder rigtig meget i deres kultur og deres sprog er ”sovset ind” i religiøse ord. Vi synger salmer på stammesproget Mende, læser højt fra Bibelen og skiftes til at bede en bøn, hvilket har været noget af en udfordring for os. Andagten kan sagtens tage 45 min, dette på trods af at der sidder 10 patienter og venter på behandling. Men det er vel også vigtigt, at have Gud med sig!   

Andagten samler sundhedspersonalet og giver os derfor en god mulighed for, at undervise i forlængelse heraf – hvis der vel at mærke ikke er patienter. Undervisningen består af basale emner som: Hygiejne, sårpleje, sikkerhed, diabetes, god kommunikation, førstehjælp mm.

Da vandpumpen som skal forsyne Health Centeret med vand for tiden er ude af drift, betyder det, at der ikke er rindende vand i hanerne og dermed ikke mulighed for håndvask imellem patienter. Derfor har vi benyttet vores turer til Bo til at købe spande, sæbe og kopper, så der nu er mulighed for at vaske hænder i hvert rum. Desuden har vi købt rengøringsartikler. Så nu er det også muligt at gøre rent på Health Centeret!

Som sagt er der meget hierarki. Vi har da også haft nogle ”opgør” med lederen af Health Centeret, fordi vi har stillet os undrende over nogle ting og måske endda udfordret ham på nogle områder. I Sierra Leone bukker man og siger undskyld (også selvom det ikke er berettiget) til højerestående personer. Her er man ikke vant til at blive sagt i mod og så slet ikke af kvinder! Dette var indtil vi kom til Kangahun, for vi finder os ikke i noget og da slet ikke at blive råbt af. Dette har lederen af Health Centeret nu også fundet ud af, selvom det ikke har været uden problemer. Men vi blev enige om, at det er vigtigere, at vi kan se os selv i øjnene, når vi rejser herfra, og så selvom det betyder, at vi må tage imod nogle knubs i stedet for bare at ”lade stå til”. 

Patientskuffe - inden vores undervisning om sikkerhed!

Efter 1 times rengøring!!

Efter 7 timers arbejde...

!, 2, 3 orden!