Livet som Pumoi!

Livet som Pumoi (hvid) kan til tider godt være en anelse anstrengende! Vi er, i den grad, begyndt at drage sympati for Britney Spears, David Beckham, Madonna, Sussi og Leo etc.

Alle, børn som gamle, vi gerne hilse og snakke hver gang de går forbi os blegfede danskere. Børnene råber ”pumoi”, ”hello”, ”Stine - Mai” hver gang vi træder ud på vores overdådige veranda. De samme børn råber gerne 125 gange  og nej… det hjælper bestemt ikke at ignorere dem, det prøvede vi i 2 time forleden dag.

Det er som også meget hyggeligt og spændende med alle de søde og venlige mennesker, men som dansker har man nok bare en gang imellem behov for lidt privatliv (specielt fordi vores veranda ligger lige ud til hovedvejen). Som Stine så fint udtrykte forleden dag ”Nu skal vi bare ind… Jeg trænger til noget danskertid” :) Det sker, at vi nødsager os til, at låse døren, trække gardinerne for og gemme os i sofaen, når vi hører trin på vores veranda.

Vi kan dog også blive overrasket. Forleden dag, bedst som vi troede, at vi var total mættede af al den opmærksomhed fra børnene, dukkede de 3 sødeste afrikanske pigebørn op på vores veranda med deres små fine genbrugsdukker. Dejlig stille og rolig leg imellem 5 piger blev det så til – for det var da ikke til at stå for :)

Hygge på verandaen med barbie og hendes veninder.

Som pumoi i en lille landsby bliver man også ofte inviteret på højtider. Vi har været til en begravelsesceremoni og hvis det ikke have været for en tur til Freetown, så skulle vi have været guestspeakers til kvindernes internationale kampdag. Til skolernes sportsdag d. 23 og 24 marts har vi fået æren af, at uddele certifikater. Vi har desuden fået indført en disciplin, som er slacklinen (en line man sætter op imellem to træer, som er medbragt fra Danmark).

Selvom den hvide hudfarve automatisk gør en attraktiv hernede, kan man til tider føle sig udnyttet. Fx havde vi i begyndelsen ofte besøg af specielt 3 fyre. Kort inden vores weekendtur til Bo, opdager vi, at der er andre intentioner end blot hyggesnak bag deres besøg. De gjorde os opmærksom på, at de både manglede radioer, nye sko og koner – gerne danske :)

Sidste uge blev Mai trukket til side af en frustreret ret ung afrikaner (20 år) . Han indledte samtalen med: ”Mai, something is bordering my heart. It is you – I love you”. Lettere overrasket begynder Mai at forklare, at ordet elske er et meget stort ord i Danmark. Herefter spørger han, om hun ikke vil være hans forlovede. Lettere panisk forklarer Mai, at det er hun ikke synderligt interesseret i.

Efter at vi får forklaret, at vi hverken er interesseret i giftemål eller at købe gaver med hjem til hele byen – og at vi for øvrigt ikke er stenrige, bare fordi vi er hvide, er det som om at interessen for os er dalet en smule. Børnene elsker os dog stadig ubetinget :)