Kangahun - Idyl, idyl og atter idyl.

Kangahun

Når du har kørt i adskillige timer ud af en meget hullet grusvej, mødt en del geder på vejen og set folk bade i de små vandhuller, så er du næsten kommet til Kangahun. Før det skal du nemlig lige passede en del negerkvinder, der står med deres bare lange bryster og forbereder dagens aftensmad. Ej at forglemmer de ualmindelig store og behårede edderkopper der til tider hopper og hvis øjne lyser op når tages billede – Så er du ved at være i Kangahun.

Kangahun - den hyggeligste lille landsby der huser omkring 800 mennesker, en kirke, en moske, en skole, diverse frugttræer heriblandt mango, papaya, ananas, kokosnødder, grape, appelsiner og lime og sidst men ikke mindst et lille Health Center hvor vi har vores daglige gang.

Vi bor på samme kompound som Health Centeret, og er så privilegerede, at vi har et solcelleanlæg hvilket betyder, at vi har strøm (når den altså virker). Dette er en sjældenhed i Sierra Leone og specielt Kangahun. Så forestil jer lige hvor mange elektroniske apparater vi får lov til at oplade for diverse mennesker – Man får hurtigt venner her J

Vi bor i et 5 værelses hus på omkring 200 kvm, med 2 køkkener og en kæmpe veranda – HELT SELV, hvis man ser bort fra kæmpe edderkopper, kakerlakker og vores lilles, meget underernærede og sårbefængte hund, Lion. Lion er ikke så køn, men af en eller anden underlig årsag, kan den kun lide hvide mennesker og bjæffer hver gang en afrikaner nærmer sig vores hus. Derudover følger den os lige i røven, hvorend vi går. Mai har nok hele tiden været lidt glad for Lion, klappet den osv. Stine, derimod, har brugt utrolig lang tid på at sige ”føj hvor er du ulækker”, ”du har sikkert masser af lopper, ringorm osv” Meeen efter at Stine har set fordelen ved en vagthund, er de nu kommet på ”klappe-niveau”. På en god dag kan hun endda finde på at sige ”ej - du er nu alligevel lidt sød, selvom du er lidt klam”.  

De ”rige” har mange glæder! Heriblandt vores dagvagt, Laggah, som også fungerer som vores all around handyman/kæmpe-edderkoppe-hunter. Han sørger også for at der bliver vasket op, vasket tøj og at vi får frisk vand fra brønden. Derudover kommer han dagligt med eksotiske frugter og diverse rodfrugter fra hhv. kompounden, familie og venner som gerne vil give en gave til ”de fremmede”.

Laggah er omkring de 30 år, lille tæt og robust og så har han 3 børn med 2 forskellige koner, har vi hørt af omveje (ja vi er vel kommet til et lille lokalsamfund hvor alle kender alle). Laggah selv udtaler: ”I only have one wife, the other one was not planned, it was an accident”. Tsk, tsk, tsk….

Befolkningen er virkelig gæstfrie og utrolig venlige. Det er svært bare at gå en hurtig tur i byen, da samtlige gerne vil hilse, smalltalke og lære os Mende (Et ud af de 17 nationalsprog i Sierra Leone). Det kan godt være lidt anstrengende at lære mende, når forskellige familier har forskellige dialekter og de alle mener, at vi skal udtale det på deres måde J

Privatliv – hvad er det nu, det er?? Her har vi en lille udfordring. Kompounden ligger nemlig lige ud til vejen og ALLE indbyggere i Kangahun skal gerne besøge os mindst en gang dagligt J Vi har forsøgt at låse døren, trække gardinerne for og gemme os bag sofaen når vi kan se, at folk er på vej hjem til os. Simpelthen for at få bare 5 min for os selv… Dette er blot en af de kulturelle forskelle.

Børnene er virkelig som taget ud af et dokumentarprogram om Afrika. De kommer stormende hen til én i deres gennemhullede, slidte og møgbeskidte genbrugstøj (vi har set alt, lige fra fastelavnskostumer, danske reklame t-shirts til julemandskostumer) og vil holde i hånd, alt imens de smiler over hele femøren. Man kan ikke andet end at elske dem, også selvom ens tøj er fyldt med små fedtede håndaftryk efterfølgende.

Vi føler os som taget ud af ”Det lille hus på prærien” i det der hverken er Internet, pålidelig strøm, rindende vand i vandhanen (med det faktum at vi tager bad med en kop) og kun ét sted i byen er der nok signal til, at man kan ringe med mobiltelefonen. Dette ”hellige” sted er ude midt i et kryds, og forbindelsen bliver ofte afbrudt pga. en forbipasserende ged eller en lastbil der kommer susende forbi.

Alt i alt har vi det rigtig godt her Kangahun. Vi kan dog godt få lidt dårlig samvittighed, når vi for tredje gang på en dag sætter os ud på verandaen og spiser, når vi ved, at nogle af indbyggerne her kun får mad en gang dagligt.

Verandaen :)

The junction - Det eneste sted i Kangahun hvor der er mobilnet til at ringe

Et af husdyrene

Stuen

    

One night at the hospital – med citronen

Da Jakob Stensig fra Mission Afrika havde givet os den opgave, at undersøge de afrikanske hospitaler i Bo med henblik på at vurdere kvaliteten af disse, havde vi aldrig forestillet os, at vi skulle ende med at overnatte på en af dem.

Vores kære ”lillebror”, Tobias, blev pludselig meget dårlig den første uge i Bo. Søster Stine og søster Mai insisterede på, at han skulle tilses af en læge, da vi frygtede, at han kunne være ramt af malaria (han havde måneden forinden været i Etiopien på ferie).

Vi blev mødt af det sureste løg af en sygeplejerske, som virkede til at være temmelig træt af, at få en patient så sent på aftenen (kl. 22).

Sur som en citron kiggede hun mistroisk på den stakkels og alt for blege Tobias uden at fortrække en mine. Vi forsøgte med fægtende arme og ben at forklare vores hensigt med besøget samt hvilke symptomer, der havde været i løbet af dagen. Efter ca. et kvarter med envejskommunikation havde Citronen stadig ikke sagt en lyd eller gjort antræk til nogen form for handling.

Der er åbenbart ingen læge tilstede om natten på hospitalet i Bo – det fandt vi da ud af! Der blev dog taget en malariatest og Tobias blev opfordret til at blive indlagt. Han var forståeligt nok noget skræmt over Citronen, modtagelsen og omstændighederne. Derfor trådte søstrene til og lovede Tobias, at han ikke skulle være alene med Citronen, hvilket resulterede i en overnatning for tre.

Sygeplejen resten af natten bestod i gentagende gange at brase ind af døren, tænde lyset, stirre på os uden at sige et ord for derefter at smække døren igen. Derudover blev der hørt højt musik, snakket højlydt og så skulle der helst 5 sygeplejersker til at gøre én sygeplejerskes arbejde – Man må sige, at normeringen er lidt anderledes end i Danmark :)

Så Jakob – som du kan se, tog vi opgaven bogstaveligt J Tobias havde i øvrigt ikke malaria. Han kom hjem og blev efter et par dage med antibiotisk behandling, frisk og frejdig igen.

Mai smed sit første ”spisekort”!

Regel: Vi har hver 2 ”spisekort”.

Når man smider et spisekort, tvinger man den anden til at spise lige præcis det man peger på. Hagen er , at man også selv skal spise det. Mindst halvdelen skal spises.

Lørdag eftermiddag gik vi langs vejen i Bo. Her ser vi en lille fin hjemmelavet grill fyldt med delikatesser! Da Stine, bl.a., ser de grillede hønsefødder, der bare ligger og sveder på grillen, er hun meget tæt på at hilse på ”Ulrik”. Mai ser sit snit og BANG… det første ”spisekort” bliver smidt!

Panikken skyller op i Stines øjne og i en noget anstrengt latter udbryder hun ”Det gør du bare ikke”, ”Mai - du ved jo godt, at du selv skal spise dem”. Efter en hurtig vurdering beslutter Mai sig for, at det er det hele værd.

Hønse-grill-mutter gør sig stor umage, da hun tilbereder de gyldne hønsefødder med løg, chili og et twist af lime, flot serveret på et stykke avispapir. Billederne vidner om et festmåltid bestående af skind, sener, hæl, tå og negle!

Efter at have spist halvdelen af hønsefoden, signalerer vi til de omkringstående børn, at de gerne må få resten. Med ét kaster, og bogstaveligt talt kaster, de omkring 10 børn sig over delikatessen. Den ”heldige” vinder af hønsefoden jubler og spurter væk fra gruppen, så hønsefoden kan nydes i ro og mag.

 

Grill-mutter forbereder godterne.

To sprøde hønsefødder med chili, løg og lim

Lækkerier...

Biskoppen, grønne oliven & mangojuice!

 Der er ingen tvivl om, at Biskoppen er en meget respekteret Herre her i Bo. Han er bestemt og ved præcis hvordan han vil have tingene. Meeen nedenstående historie vidner om, at han også er en rigtig kærlig mand.

Onsdag var vi på det store marked i Bo for at handle stort ind til vores kommende ophold i Kangahun. Det er hektisk, beskidt og stegende hedt på markedspladsen – men også fantastisk autentisk og her har man virkelig følelsen af at være i det virkelig Afrika! Vi snakker dunsten af halvfordærvede fisk og mavekatar fra uidentificerbare dyr blandet med lugten af armsved samt den lidt specielle sødlige aroma, som vi ikke rigtig har fundet ud af, hvor stammer fra.

Udmattede og på randen til at gå helt sukkerkolde forsøgte vi at balancere, på ægte afrikansk vis, med en kæmpe balje på hovedet gennem markedet– vi snakker indkøb til mindst to uger - imens afrikanerne med deres irriterende perfekte balance skraldgrinede og pegede fingre af os tossede pumuis (hvide).

Efter ca. 100 meter trængte vi til et velfortjent hvil. Vi fiskede gladelig mangojuicen og vores nyindkøbte bananer, som vi virkelig havde glædet os til, op af posen. Her, i dette øjeblik indser vi, at de små grønne bananer vi havde købt så billigt, slet ikke var modne endnu :(
Desperationen og frygten for ikke at få noget at spise lyser ud af øjnene på os…. Med et blodsukker på omkring 2 (meget lavt), roder Mai hurtigt poserne igennem for at finde noget andet spiseligt og wupti – der var de grønne oliven.       

Alt imens vi sidder der i rendestenen, og nyder vores mangojuice og grønne oliven triller biskoppen forbi i sin bil. Han udbryder ”I saw you from my car, turned around and said to my driver: This is my children – I have to bring them home”. Da vi jo har lært, at man ikke siger biskoppen imod sprang vi gladelig ind i bilen og nød at hans mænd insisterede på at bære vores ting.

Vi har det nu godt her i Bo :) Kram Stine og Mai

Biskoppen

Biskoppen og hans hustru

Hvor mange små afrikanske børn, kan man mon tage med hjem i kufferten??

Vi bliver dagligt bombarderet af alle de her fantastiske indtryk som Sierra Leone giver. I ”baghaven” ligger det rigtige Afrika. Så snart vi bevæger os ud af porten, bliver vi mødt af en flok smilende, grinende og råbende afrikanske børn. Sjælden har vi set SÅ søde unger. De store mørkebrune øjne er slet ikke til at stå for. Selv Stine bliver HELT blød i knæene, hun er slet ikke til at styre J Vi har mindst 5 børn, som vi godt lige kunne tænke os, at smugle med hjem i kufferten.

Når vi tager vores kamera frem, går der kun 10 sekunder og så står vi omringet af 10-15 mokka-bønne-farvede mega nuttede børn som alle råder ”Snap me” (ta et billede), ”hello” og ”pumui” som åbenbart er betegnelsen for bleg-fede-hvide (eller i hvert fald bare hvide) mennesker.



De seje briller bliver sendt på runde, når der tages billeder.



                                      Lille stille pige uden for porten.

                          



Troldepus.



Øhmmm hvor blev min kuffert af?

Vi landede i Freetown lufthavn og BANG – Welcome to the jungle of kaos!

Pludselig stod der 10 afrikanere omkring os hver og hev og sled i os og vores kufferter.

Jeg havde netop vendt mig om for, at tage endnu en kuffert af transportbåndet og da jeg kiggede tilbage, var min kuffert væk!

Jeg ser en meget smilede afrikaner, der insisterer på, at skulle hjælpe mig med kufferterne. Jeg siger pænt nej tak, og tager min kuffert ned fra hans  trolley. Kufferten rammer kun lige jorden, da 3 afrikanere hiver den op på trolleyen igen. IGEN… tager jeg kufferten ned og over på min egen trolley. Sådan fortsætter det 10 gange…

På vej ud af lufthavnen vælter, de MEGET hjælpsomme, afrikanere nærmest over hinanden for at overtage vores trolleyer – igen siger vi nej tak med en lidt strammere stemme!

Vi bliver mødt af ”politibetjente”, der bare liiiige skal have 10 dollars for at lade os passere, hvilket de selvfølgelig ikke får. Vi bliver fulgt hen til bilen, af omkring 17 utrolig hjælpsomme og meget snakkende afrikanere.

En gut på omkring 21 år forklarer os, at han er ”bossen” her i områder og at de 2 bevæbnede mænd omkring ham, er hans politibetjente.

Desuden fortæller han, at han har sørget for, at vi kom sikkert hen til bilen og at vi ikke blev anholdt på vej dertil! SÅ DERFOR kunne vi jo godt lige give ham 20 Euro i betaling – Argh… nej vel.

Desuden ville ”hjælperne”, der kun lige havde berørt vores trolleyer, også have betaling for, at have sørger for at vores  bagage kom sikkert frem!!

Vi var meget glade for, at Martin, en anden volontør, hentede os i lufthavnen og sikrede, at vi kom sikkert til Freetown med færgen. En færge hvor der på ”1.klasse”, stod en DJ som miksede plader. Hver sang fik præcis 15 sekunder – fantastisk J

Alt i alt en meget anderledes men alligevel sjov oplevelse :)

Eventyret starter... lige om lidt!

Den 2. februar 2012 rejser jeg sammen med 5 andre unge, rejselystne mennesker, til Sierra Leone i Afrika. Her skal vi bo de næste 3 måneder med det formål at hjælpe og opleve en helt anderledes kultur.



Jeg skal bo sammen med min gode veninde Stine, som også er sygeplejerske, i en lille landsby der hedder Kangahun. Her skal vi arbejde på en lille sundhedsklinik og ellers lære kulturen og kangahun's indbyggere af kende.


Jeg vil løbende forsøge at opdatere denne blog med oplevelser, historier, billeder osv. Da Stine og jeg skal bo "in the bush", er vi lidt begrænset af det manglende internet! Vi besøger dog byen Bo en gang i mellem for at handle vand, Cola, kiks og andre "livsnødvendige" varer. Der har vi også mulighed for, at komme på et internet.

Vi rejser med en organisation der hedder Afrika in touch http://www.afrikaintouch.dk
Her har vi mødt mange spændende mennesker, som har forberedt os på vores kommende eventyr og lært os en masse omkring Sierra Leones historie og kultur. 

Landsbyen Kangahun hvor Stine og jeg ligger imellem Bo og Freetown.