Mai i Sierra Leone: Kangahun - Idyl, idyl og atter idyl.

Kangahun

Når du har kørt i adskillige timer ud af en meget hullet grusvej, mødt en del geder på vejen og set folk bade i de små vandhuller, så er du næsten kommet til Kangahun. Før det skal du nemlig lige passede en del negerkvinder, der står med deres bare lange bryster og forbereder dagens aftensmad. Ej at forglemmer de ualmindelig store og behårede edderkopper der til tider hopper og hvis øjne lyser op når tages billede – Så er du ved at være i Kangahun.

Kangahun - den hyggeligste lille landsby der huser omkring 800 mennesker, en kirke, en moske, en skole, diverse frugttræer heriblandt mango, papaya, ananas, kokosnødder, grape, appelsiner og lime og sidst men ikke mindst et lille Health Center hvor vi har vores daglige gang.

Vi bor på samme kompound som Health Centeret, og er så privilegerede, at vi har et solcelleanlæg hvilket betyder, at vi har strøm (når den altså virker). Dette er en sjældenhed i Sierra Leone og specielt Kangahun. Så forestil jer lige hvor mange elektroniske apparater vi får lov til at oplade for diverse mennesker – Man får hurtigt venner her J

Vi bor i et 5 værelses hus på omkring 200 kvm, med 2 køkkener og en kæmpe veranda – HELT SELV, hvis man ser bort fra kæmpe edderkopper, kakerlakker og vores lilles, meget underernærede og sårbefængte hund, Lion. Lion er ikke så køn, men af en eller anden underlig årsag, kan den kun lide hvide mennesker og bjæffer hver gang en afrikaner nærmer sig vores hus. Derudover følger den os lige i røven, hvorend vi går. Mai har nok hele tiden været lidt glad for Lion, klappet den osv. Stine, derimod, har brugt utrolig lang tid på at sige ”føj hvor er du ulækker”, ”du har sikkert masser af lopper, ringorm osv” Meeen efter at Stine har set fordelen ved en vagthund, er de nu kommet på ”klappe-niveau”. På en god dag kan hun endda finde på at sige ”ej - du er nu alligevel lidt sød, selvom du er lidt klam”.

De ”rige” har mange glæder! Heriblandt vores dagvagt, Laggah, som også fungerer som vores all around handyman/kæmpe-edderkoppe-hunter. Han sørger også for at der bliver vasket op, vasket tøj og at vi får frisk vand fra brønden. Derudover kommer han dagligt med eksotiske frugter og diverse rodfrugter fra hhv. kompounden, familie og venner som gerne vil give en gave til ”de fremmede”.

Laggah er omkring de 30 år, lille tæt og robust og så har han 3 børn med 2 forskellige koner, har vi hørt af omveje (ja vi er vel kommet til et lille lokalsamfund hvor alle kender alle). Laggah selv udtaler: ”I only have one wife, the other one was not planned, it was an accident”. Tsk, tsk, tsk….

Befolkningen er virkelig gæstfrie og utrolig venlige. Det er svært bare at gå en hurtig tur i byen, da samtlige gerne vil hilse, smalltalke og lære os Mende (Et ud af de 17 nationalsprog i Sierra Leone). Det kan godt være lidt anstrengende at lære mende, når forskellige familier har forskellige dialekter og de alle mener, at vi skal udtale det på deres måde J

Privatliv – hvad er det nu, det er?? Her har vi en lille udfordring. Kompounden ligger nemlig lige ud til vejen og ALLE indbyggere i Kangahun skal gerne besøge os mindst en gang dagligt J Vi har forsøgt at låse døren, trække gardinerne for og gemme os bag sofaen når vi kan se, at folk er på vej hjem til os. Simpelthen for at få bare 5 min for os selv… Dette er blot en af de kulturelle forskelle.

Børnene er virkelig som taget ud af et dokumentarprogram om Afrika. De kommer stormende hen til én i deres gennemhullede, slidte og møgbeskidte genbrugstøj (vi har set alt, lige fra fastelavnskostumer, danske reklame t-shirts til julemandskostumer) og vil holde i hånd, alt imens de smiler over hele femøren. Man kan ikke andet end at elske dem, også selvom ens tøj er fyldt med små fedtede håndaftryk efterfølgende.

Vi føler os som taget ud af ”Det lille hus på prærien” i det der hverken er Internet, pålidelig strøm, rindende vand i vandhanen (med det faktum at vi tager bad med en kop) og kun ét sted i byen er der nok signal til, at man kan ringe med mobiltelefonen. Dette ”hellige” sted er ude midt i et kryds, og forbindelsen bliver ofte afbrudt pga. en forbipasserende ged eller en lastbil der kommer susende forbi.

Alt i alt har vi det rigtig godt her Kangahun. Vi kan dog godt få lidt dårlig samvittighed, når vi for tredje gang på en dag sætter os ud på verandaen og spiser, når vi ved, at nogle af indbyggerne her kun får mad en gang dagligt.