Da Jakob Stensig
fra Mission Afrika havde givet os den opgave, at undersøge de afrikanske hospitaler
i Bo med henblik på at vurdere kvaliteten af disse, havde vi aldrig forestillet
os, at vi skulle ende med at overnatte på en af dem.
Vores
kære ”lillebror”, Tobias, blev pludselig meget dårlig den første uge i Bo.
Søster Stine og søster Mai insisterede på, at han skulle tilses af en læge, da
vi frygtede, at han kunne være ramt af malaria (han havde måneden forinden
været i Etiopien på ferie).
Vi blev
mødt af det sureste løg af en sygeplejerske, som virkede til at være temmelig
træt af, at få en patient så sent på aftenen (kl. 22).
Sur som
en citron kiggede hun mistroisk på den stakkels og alt for blege Tobias uden at
fortrække en mine. Vi forsøgte med fægtende arme og ben at forklare vores
hensigt med besøget samt hvilke symptomer, der havde været i løbet af dagen.
Efter ca. et kvarter med envejskommunikation havde Citronen stadig ikke sagt en
lyd eller gjort antræk til nogen form for handling.
Der er åbenbart
ingen læge tilstede om natten på hospitalet i Bo – det fandt vi da ud af! Der
blev dog taget en malariatest og Tobias blev opfordret til at blive indlagt.
Han var forståeligt nok noget skræmt over Citronen, modtagelsen og
omstændighederne. Derfor trådte søstrene til og lovede Tobias, at han ikke
skulle være alene med Citronen, hvilket resulterede i en overnatning for tre.
Sygeplejen
resten af natten bestod i gentagende gange at brase ind af døren, tænde lyset,
stirre på os uden at sige et ord for derefter at smække døren igen. Derudover
blev der hørt højt musik, snakket højlydt og så skulle der helst 5
sygeplejersker til at gøre én sygeplejerskes arbejde – Man må sige, at
normeringen er lidt anderledes end i Danmark :)
Så Jakob
– som du kan se, tog vi opgaven bogstaveligt J Tobias havde i øvrigt ikke malaria. Han kom hjem og blev
efter et par dage med antibiotisk behandling, frisk og frejdig igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar